Cello på Cykel

Ida Johanne Kühn Riegels er en ung cellist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (2010) og har turneret i flere dele af verden.

Hun spiller på en cello hun selv har bygget fra grunden af, den er specielt designet til at fremme de dybe overtoner. I 2020 blev hun tildelt Danmarks Radios P2-Musikpris, ”Årets ildsjæl - der har gjort og gør en god forskel for den klassiske musik i Danmark.

Hun har gennem de seneste år etableret sig som cyklende cellist med turnéer i både ind- og udland.
Blandt hendes projekter er blandt andet en tur på cykel i Bachs fodspor gennem Tyskland, projektet “1.000 km Cello” fra Schweiz til Holland langs Rhinen og en tur fra København til Skagen, alle med celloen på bagagebæren.
Når Ida Riegels ikke turnéer på sin cykel, spiller hun med forskellige danske og tyske pianister, giver solokoncerter, komponerer og holder koncertforedrag. 


I sommeren 2021 udkommer hendes debutalbum med egne værker “Cello Stories” på Danacord Records.

I de tidlige år har hun vundet førstepræmie ved Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence, og bestået Royal Schools of Music’s examiner med Distinction.

I 2014 var hun ‘Featured Artist’ ved California Audio Show, hvilket ledte til turnéer med Bachs cellosuiter i bl.a. USA, Canada, England, Tyskland, Bhutan, Thailand, Japan og Indien.

I 2017 medvirkede hun i forestillingen ‘Porøset’ på Det Kongelige Teater og uropførte en række egne værker i foreningen Ny Musik i Birkerød. Samme år gennemførte hun en 450 km lang turne i Bachs fodspor i Tyskland med Bachs musik for cello og blokfløjte.

I 2018 byggede hun sin specialdesignede cello og cyklede 1233 km med den fra Schweiz til Holland langs Rhinen med 40 planlagte koncerter undervejs.

I 2019 gik turen fra København til Skagen med 41 koncerter på 30 dage.

Trods coronaen lykkedes sommerensturneen også i 2020. Den gik gennem det danske sommermusiklandskab på tandem med forskellige danske musikere. På særligt smukke strækninger var publikum med til at cykle i flok frem koncerten.

I november 2020 startede hun på sin hjemmebyggede cello opus 2, som skal indvies på en koncertturne på Hærvejen i august 2020.
Følg med i byggeriet på hendes blog: Cellobygning lige nu!

Ida Riegels:
"Jeg interesserer mig for det der sker mellem lytteren og musikeren. Hvordan publikum er med til at give musikken liv."