I 1917 byggede Frelsens Hær ejendommen Lundevej 2F, og igennem 100 år har bygningen genlydt af sang og næstekærlighed. I september 2017 drejede organisationen nøglen om, fordi de ikke længere havde kapacitet til at drive huset.
Pr. 15.12 2017 overtog forfatter Josefine Ottesen huset med henblik på at skabe et centralt beliggende forsamlingshus, Svendborg Forsamlingshus. Huset danner nu ramme om forskellige kulturelle aktiviteter som f.eks. Folkekøkken, foredrag, undervisning, litteraturarrangementer, tema-caféer, performances, intimkoncerter, mm., arrangeret af Brugerforeningen, Svendborg Forsamlingshus.
Huset rummer en smuk sal på ca. 110 kvadratmeter med plads til ca 86 spisende gæster og 100-120 lyttere.
I den ene ende af salen er en lukket balkon, der fungerer som kontor/mødelokale. Den vil kun efter særlig aftale kunne inddrages i et lejemål.
Kælderen indeholder et velfungerende storkøkken og et par værksteder.
Der er mulighed for at bruge et af værkstederne som undervisningslokale i forbindelse med madlavningskurser i f.eks. fermentering, vegansk mad, råsafter, det gamle danske køkken osv.
Kontakt os for nærmere aftale vedr. pris.
Derudover er kælderen udspring for et håndværksmæssigt fællesskab - orkestreret af Brugerforeningen - som får begreberne sund fornuft, forundring og forandring, kultur, bæredygtighed og ressourcer til at gå op i en højere enhed. Her er man altid velkommen med vidtløftige ideer og praktiske projekter. Hver onsdag er der reparations-café fra 17-21.
Behersker du særlige håndværksteknikker og har du lyst til at bruge et par timer en lørdag eftermiddag el. for at dele den viden med andre, hører vi meget gerne fra dig. Har du bare lyst til at lege med, så kontakt os, og vi sætter vi dig i forbindelse med de andre fra troldmandens magiske værksteder ;-)